Havndal Udbyneder IF

Motion


Årsberetning 2020 Motion

Generalforsamling 2021

 

D. 11. marts 2020 sad motionsudvalget og planlagde årets sæson, som skulle starte mandag d. 9. april med indmelding og kaffe og kage i klubhuset. Lige som mødet var slut og alt parat til start, kom de første meldinger om nedlukning. Det var dog først dagen efter det for alvor gik op for os hvad det indebar. Vi måtte udsætte starten til d. 8. juni og skære ned på de planlagte gåruter, cykelture og krolfspil

Det var med spænding udvalget mødte op til åbning d. 8. juni. Det var svært at vide, om der kom 5 eller 50. Stor var vores glæde derfor, da mange mødte op til udendørs kaffe og indmelding med afstand.

Sommeren 2020 bød på 2 cykelhold, gå-hold og krolfDer var desværre kun en enkelt løber. Selvom der var nedgang i antal aktive, var der 45 medlemmer og det virkede som om alle afdelinger havde en god sæson med motion, samvær og fællesskab. 

Det er uvurderligt, at der er frivillige som gør den ekstra indsats for at få tingene til at køre. Derfor en stor tak til Svend Haarup og Stückler for planlægning af ture og kaffebrygning og til Jette Haarup og Dorthe Mogensen for det store arbejde blandt gangfolket. Jeg må også sige tak til de to og til Eva Mikkelsen for at invitere alle fodgængerne til kaffe og hjemmebag i sommerens løb.

Krolferne spiller hver onsdag formiddag og mange spillere har anskaffet deres eget udstyr. Der er ingen tvivl om, at de spiller for at vinde og for at blive den spiller med årets højeste antal point. Heldigvis er det lige så vigtigt at tage sig tid til en pause med kaffe, kage og hyggesnak. En stor tak til Knud Sørensen som styrer tropperne og spilstatestikkerne.

Sommersæsonen sluttede på festlig og traditionel vis med grillpølser og kage og hyggeligt samvær på Lyshøj Mølle. En stor tak til Ove Knudsen og de andre møllesvende for stor gæstfrihed og imødekommenhed. Vi håber at fortsætte traditionen de næste mange år.

Som et ekstra arrangement under HUI Motions fane, stod Dorthe Mogensen som primus motor, for at planlægge en gåtur under det landsdækkende We Walk. Kaj Nymann hjalp med at finde en fin rute i Ajstrup-skoven og 23 personer deltog.

Til sidst en stor tak til sponsorer og til motionsudvalget, og ikke mindst tak til den øvrige bestyrelse for et rigtig godt samarbejde.

Marianne Wolf, Formand for Motion